Oprettelse af holdingselskab og driftsselskab
Et holdingselskab er et kapitalselskab, der ejer aktier i andre selskaber og kan strukturere forretningsmæssige aktiviteter. En virksomhed kan opnå økonomiske fordele ved at oprette et driftsselskab og et holdingselskab samtidig, da driftsselskabet vil tage sig af den daglige drift, mens holdingselskabet spiller en økonomisk rolle. Dette giver også mulighed for særeje og kan være en økonomisk sikkerhed i tilfælde af, at driftsselskabet går konkurs. Opret et holdingselskab og en driftsvirksomhed på samme tid for at drage fordel af de økonomiske fordele.
Hvad er et holding- og driftsselskab?
Et holdingselskab er et kapitalselskab med begrænset hæftelse, dvs. et anpartsselskab (ApS) eller et aktieselskab (A/S), som ejer aktier eller anparter i andre selskaber.
Holdingselskaber er ofte anvendt til at strukturere forretningsmæssige aktiviteter og driver ikke selvstændig aktivitet. Et holdingselskab kan eje aktier i andre selskaber, kontrollere andre selskabers aktiviteter, eller investere. Der er ikke mulighed for at oprette holdingselskaber som virksomhedsform. Holdingselskabets datterselskaber kan alene være ApS eller A/S selskaber.
Ofte vil det være datterselskabet, der tager sig af produktionen. Et sådant selskab kaldes også for et driftsselskab – og holdingselskabet bliver kaldt for et moderselskab.
Et driftsselskab (datterselskab) ejes typisk af et holdingselskab (moderselskab) for at opnå økonomiske fordele. Driftsselskabet er den del af holdingstrukturen, som står for den daglige drift. Selskabet står for alle forretningsmæssige aktiviteter f.eks. produktion, salg, marketing, økonomi og HR. Holdingselskabet spiller udelukkende en økonomisk rolle.
Det betyder også at de to virksomheder med fordel kan oprettes samtidig.
Hvorfor oprette holding- og driftsselskab samtidig?
For at gøre brug af de økonomiske fordele ved at oprette et driftsselskab og et holdingselskab kræver det som udgangspunkt, at du overfører overskuddet fra driftsselskabet til holdingselskabet. Disse overførsler er især attraktive i forhold til SKAT. Det er dog et krav at holdingselskabet ejer mere end 10% af driftsselskabet.
En anden fordel er, hvis driftsselskabet f.eks. går konkurs, kan det overførte overskud til holdingselskabet ikke røres. På den måde ses holdingselskabet som en økonomisk sikkerhed. Holdingselskabet er således en helt anden juridisk ‘person’. Dem, der måtte have krav mod datterselskabet, har ikke krav mod holdingselskabet. Ejer man derimod ikke et holdingselskab, vil man skulle udlodde udbyttet fra driftsselskabet, og man betaler således 27 % i skat af de første 58.900 kr. (2023) og 42 % af resten. Man skal være opmærksom på, at disse tal kan ændre sig fra år til år.
Eksempel:
Hvis du tjener flere penge end du har behov for i løn til dig selv og til udvikling af din virksomhed (i dit driftsselskab), så sparer du jo umiddelbart op i anpartsselskabet. Det betyder også at overskuddet beskattes med selskabsskat, og resten kan placeres i selskabet. I 2023 er selskabsskatten på 22 %, men varierer fra år til år.
Som udgangspunkt er dette fint, men hvis selskabet en dag møder et erstatningsansvar eller der f.eks. kommer en ny pandemi, vil det ofte være dyrt økonomisk. I disse tilfælde vil pengene blive taget fra opsparingen i selskabet.
Hvis selskabets i dette tilfælde havde etableret et holdingselskab og overskuddet efter selskabsskatten var flyttet hertil, kan disse krav ikke rettes mod holdingselskabet. Med andre ord bliver holdingselskabet derfor et trygt sted for den opsparing din virksomhed genererer.
Fordele og ulemper ved holdingselskab
Et holdingselskab kan give flere forretnings- og skattemæssige fordele.
- For det første har man ved etablering af et holdingselskab mulighed for at overføre hele eller dele af overskuddet fra driftsselskabet til sit holdingselskab helt skattefrit.
- For det andet kan man som virksomhedsejer undgå at skulle betale skat af den fortjeneste, som man opnår ved et frasalg af sit driftsselskab. Midlerne overføres derved til holdingselskabet uden avancebeskatning af fortjenesten på andelene.
- For det tredje indeholder holdingstrukturer en langt større fleksibilitet i de tilfælde, hvor der er flere ejere af samme virksomhed. Ejerne kan nemlig have forskellige ønsker og behov.
- Sidst men ikke mindst er holdingselskaber formålstjenstlige i forbindelse med generationsskifter. Holdingselskabet kan nemlig bruges til at trimme et driftsselskab, så der ikke behøves lige så mange likvider i forbindelse med overdragelsen af selskabet til en yngre generation af ejere.
Derimod er der kun meget få ulemper forbundet med etableringen af holdingselskaber. Når du etablerer en holdingstruktur er der dog mindst to selskaber, der skal oprettes, hvilket betyder flere omkostninger forbundet med stiftelsen hos Erhvervsstyrelsen. Desuden skal der som minimum aflægges ét årsregnskab pr. selskab. Dog kan de mange holdingselskaber - særligt i begyndelsen - helt undlade at underlægge selskabet revisionspligt alt afhængigt af aktivitetsniveau.
Skal holdingselskaber betale moms?
Udgangspunktet er, at et holdingselskab ikke skal momsregistreres og derfor ikke betale moms. Begrundelsen for det er, at selskabet ikke har noget omsætning, drift eller produktion. Hvis selskabet skal betale moms, skal den udføre momspligtig aktivitet.
Skattefordele ved salg
Hvis driftsvirksomheden på et tidspunkt skal sælges, er der store fordele, hvis selskabet ejes af et holdingselskab. Når holdingselskabet sælger et driftsselskab vil avancen, der opnås ved salget, være skattefri. Det er dog med den betingelse, at ejerandelen er mindst 10%.
Hvis ikke ejeren ejer selskabet gennem et holdingselskab, så vil selskabet blive solgt som privatperson, og det vil medføre, at der skal betales en højere skat.
Hvornår skal jeg oprette et holdingselskab?
Når du ønsker at oprette et holdingselskab, skal du først afgøre hvilken selskabsform det skal være. Holdingselskabet kan etableres på forskellige måder, herunder:
- Etablering sker samtidig med at du stifter dit driftsselskab.
- Etablering af holdingselskab sker, når du har drevet driftsselskabet i en periode.
Som tidligere nævnt, vil det være nemmest at få oprettet et holdingselskab og et driftsselskab samtidig. Har du allerede etableret dit driftsselskab, skal du etablere holdingselskabet og lade dette overtage ejerskabet af driftsselskabet. Det kan ske ved en såkaldt skattefri aktie- eller anpartsombytning.
Lad Lexly hjælpe dig
Har du brug for hjælp og vejledning til oprettelse af et holding- og driftsselskab og er du i tvivl om hvad der er bedst for din virksomhed? Ved at lade Lexly hjælpe dig hele vejen, sikrer du at du får den bedst mulige løsning til dit individuelle behov. Hos Lexly foregår det sådan, at du først opretter en sag, hvor du beskriver hvad du ønsker hjælp til. Hvis du har relevante papirer som skal vedhæftes, kan du også vedhæfte dem. Husk at det er gratis og uforpligtende at oprette en sag os hos.
Sagen vil blive lagt i udbud blandt vores jurister med speciale i selskabsret, så du er sikker på at få kompetente fagfolk på opgaven. Sagen og eventuelt tilhørende materiale bliver kigget igennem og vores jurister vil stille yderligere spørgsmål hvis det er nødvendigt. Du vil herefter modtage et eller flere tilbud på, hvordan opgaven vil blive løst for dig.
Ønsker du at acceptere en af løsningerne, accepterer du blot tilbuddet hvorefter sagsbehandlingen vil påbegynde. Du vil altid have det fulde overblik over hvilke omkostninger der er forbundet med sagen og du betaler først når behandlingen er afsluttet.
Al sagsbehandling foregår online. På den måde har du altid overblik over hvad der sker i din sag.